Den kinesiske stat har den 19. januar meldt ud, at de indfører et forbud mod poser og bestik af plastik. Produktionen, salget og brugen af engangsplastik skal udfases for til sidst at blive forbudt.
I slutningen af 2020 forbydes alle plastikposer i alle store byer og visse regioner i landet, og det samme gælder engangssugerør på restauranter. I løbet af de næste to år skal forbudet også dække mindre byer, så plastikposer ikke være til at finde i nogen kinesisk by i 2022. Det omhandler plastikposer med en tykkelse på mindre end 0,025 mm, og plastfilm på mindre end 0,1 mm, som bruges i landbruget.
Dog med den ene undtagelse, at markeder, der sælger friske fødevarer, må bruge plastikposer frem til 2025. Fra 2025 skal restaurationsbranchen i Kina have reduceret deres forbrug af engangsplastik med 30%.
Det kommer til at kunne mærkes, når et land som Kina tager et skridt i den rigtige retning. Landet har længe produceret mere affald, end det kan håndtere. Den største losseplads er allerede fyldt op nu, 25 år tidligere end beregnet, ifølge BBC.
“Forbuddet skal ses som en del af en voksende global bevægelse og kan have de positive effekter, at flere lande følger trop og laver regulering på engangsplastik”, udtaler den strategiske direktør, Anne Aittomaki hos Plastic Change.
Kilde: TV2.dk
Foto: Volodymyr Hryshchenko på Unsplash